Udtagning og omlægning af landbrugsjord målrettes de steder, hvor effekten er størst. Samtidig anbefaler rådet en maksimal indsats med at etablere vådområder og fjerne fosfor fra renseanlæg, dambrug og erosion i oplandet. Men det kræver økonomi, hvis vi skal lykkes med at nå målene.
Igennem de seneste ni måneder har Klimafonden Skive deltaget som udpeget medlem af Kystvandrådet for den centrale del af Limfjorden. Arbejdet er nu afsluttet og anbefalingerne sendt af sted til Miljøministeriet, der nedsatte rådet som et af fire i Danmark. Formålet har været at undersøge, hvordan vi kan opnå et bedre vandmiljø i form af en god økologisk standard. Forbedringen skulle primært ske ved at reducere kvælstof og fosfor.
“Vi har været virkelig glade for at deltage i det dedikerede selskab og at kunne bidrage til at pege på, hvordan vi kan løse en af de store lokale miljøudfordringer. Fra Klimafonden Skives side har vi lagt vægt på, at løsningerne også rummer et økonomisk potentiale for egnen. Det betyder meget for fonden, at arbejdet har været med til at skabe et fundament for et godt og varigt fremadrettet samarbejde. For der er ikke tvivl om, at det vil være relevant i mange år fremover, da der jo 'kun' er tale om anbefalinger nu og ikke handling,” udtaler direktør Anne-Mette S. Langvad, der har repræsenteret Klimafonden Skive i kystvandrådet for den centrale del af Limfjorden. Den centrale den af Limfjorden udgøres af Bjørnsholm Bugt, Riisgårde Bredning, Lovns Bredning og Skive Fjord og Hjarbæk Fjord.
Alle virkemidler skal i spil
Rådet konkluderer, at det ikke er muligt at nå i mål, hvis man kun fokuserer indsatsen på én sektor eller én kilde.
Det kræver økonomi
Kystvandrådet har valgt at præsentere to scenarier. På grund af de store indsatskrav har det været en svær proces at finde tilstrækkelige indsatser, og Kystvandrådet er klar over, at konsekvenserne er store. Men det er konsekvenserne også, hvis der ikke gøres noget. For at nå i mål med de anbefalede indsatser er der derfor også en lang række forudsætninger, der skal opfyldes, før indsatserne kan gennemføres - og det kræver økonomi.
Mere materiale
Du finder pressemeddelelsen fra Kystvandrådet for den centrale del af Limfjorden her.
På Kystvandrådets hjemmeside finder du information om rådets medlemmer, referater fra møder i rådet og teknikergruppen og meget mere.
I videoen herunder gennemgås anbefalingerne og baggrund herfor af Limfjordsrådet, der har fungeret som sekretariat.