Græs til grøn proteinproduktion beskytter vandmiljøet
Et nyt projekt støttet af Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram (GUDP) vil med udgangspunkt i et område ved Limfjorden kortlægge klima- og miljøeffekterne ved at omlægge majs, korn og raps til miljøoptimeret græsproduktion. Samtidig skal projektet udvikle og dokumentere økonomien i græs som ressource til grøn proteinproduktion, biogas og foder.
Ved at dyrke flerårige afgrøder som græs og kløvergræs i stedet for korn kan udbyttet på marken øges, mens både nitratudvaskning og brugen af pesticider reduceres. Dermed bidrager flerårige afgrøder til at mindske belastningen af vandmiljøet i Danmark. Forskere vil derfor sammen med en række samarbejdspartnere undersøge, om produktion af græs til grøn protein kan reducere nitratudvaskningen tilstrækkeligt til at beskytte grundvand og vandværkers indvindingsområder – og samtidig leve op til de danske vandområdeplaner.
Projektet hedder også GGP4H2O og undersøger, hvordan græs til grøn proteinproduktion og biogas kan bruges som et effektivt virkemiddel til at reducere kvælstofudvaskning og beskytte grund‑ og overfladevand, særligt i Limfjordsområdet.
Projektperiode: juni 2022 til juni 2026.
Projektpartnere:
Aarhus Universitet (lead), Aalborg Universitet, Københavns Universitet, Skive Kommune, Landbo Limfjord, BiomassProtein ApS, Greenlab Skive Biogas ApS, Klimafonden Skive og Vester Hjerk Vandværk.