Spring til hovedindhold
18.05.2026

13,4 mio. kr. til IKKA-TECH

Nyt projekt skal gøre CO2 til en værdifuld ressource

CO2 fra industriens røggasser kan blive en del af løsningen på klimaudfordringen. Det er ambitionen i projektet IKKA-TECH, som netop har modtaget 13,4 mio. kr. i støtte fra Innovation Fund Denmark til at demonstrere en ny teknologi, der permanent binder CO2 ved at omdanne den til højrent calciumcarbonat – et materiale, der anvendes i blandt andet maling, plast, papir og byggematerialer.

Klimafonden er partner i projektet, der skal bringe teknologien fra udvikling til demonstration under realistiske industrielle driftsforhold og bane vejen for fremtidig kommercialisering.

Naturen viser vejen

IKKA-TECH bygger på en teknologi udviklet af IKKATON med inspiration fra de unikke naturlige processer i Ikka Fjord i Grønland, hvor CO2 over tid bindes i stabile mineraler. Projektet skal nu demonstrere, at den samme proces kan anvendes industrielt ved at indfange CO2 direkte fra røggas og omdanne den til højrent calciumcarbonat.

Dermed bliver CO2 ikke blot lagret – den bliver til en værdifuld råvare, som kan indgå i nye grønne værdikæder.

Fra forskning til industriel demonstration

Projektet omfatter etableringen af et pilotanlæg, som kobles direkte til en industriel røggaskilde. Her skal teknologien dokumentere, at den fungerer under virkelige driftsforhold og kan danne grundlag for en fremtidig industriel opskalering.

Lykkes demonstrationen, kan teknologien både reducere industriens CO2-udledninger og skabe et nyt marked for klimavenlige materialer.

Klimafonden bygger bro fra teknologi til anvendelse

For Klimafonden er IKKA-TECH et godt eksempel på, hvordan samarbejde på tværs af virksomheder, forskning og offentlige aktører kan bringe nye klimaløsninger tættere på markedet. Demonstrationsprojekter som IKKA-TECH er afgørende for at dokumentere teknologiernes potentiale og skabe grundlag for industriel opskalering.

"Danmark har mange stærke klimateknologier. Udfordringen er ofte at få dem demonstreret i industriel skala. Det er netop dér, Klimafonden kan gøre en forskel – ved at samle de rigtige partnere og få ny teknologi testet og dokumenteret under virkelige forhold.

Det er den bro, der skal bygges, hvis gode idéer skal blive til løsninger, som industrien kan tage i brug. IKKA-TECH er et stærkt eksempel på, hvordan et tæt samarbejde kan bringe en innovativ teknologi et afgørende skridt tættere på anvendelse," siger Allan Romvig, projektleder i Klimafonden.

Et stærkt samarbejde

IKKA-TECH gennemføres i et partnerskab mellem virksomheder og forskningsinstitutioner med støtte fra Innovation Fund Denmark. Samarbejdet samler kompetencer inden for procesudvikling, materialeteknologi og industriel implementering med det fælles mål at bringe teknologien tættere på markedet.

Klimafonden vil gerne rette en særlig tak til IKKATON og Imerys for et stærkt og tillidsfuldt samarbejde i projektets indledende fase. Deres engagement og fælles ambition om at omsætte en lovende teknologi til et ambitiøst demonstrationsprojekt har været afgørende for, at projektet nu kan realiseres med støtte fra Innovation Fund Denmark.

Pressemeddelelse fra Innovationsfonden